Midt i marts måned blev det besluttet, at give 2 ugers omsætning – d.v.s. af alt salg - som en hjælp til befolkningen i Ukraine i den svære situation, som de befinder sig i. Det blev annonceret på en stander ved butikken, på facebook mv.
”Resultatet er blevet at vi har haft 14 fantastiske dage, hvor der rigtigt har været gang i handlen. I mange tilfælde var man helt enige om prisen, og så blev der pludselig fra kundens side lagt 50 eller 100 kr. oveni, med beskeden om, at pengene jo går til Ukraine” fortæller PR ansvarlig Ejvind Dahl.
I løbet af de 2 uger blev der i genbrugsbutikken solgt jern og genbrugsvarer for 18.930 kr. Hertil kommer at flere kom ind i genbrugsbutikken og uden videre donerede penge til Ukraine. I alt 6.320,- blev indbetalt på den måde, hvorfor det i alt blev til 25.250 kroner, som Aulum Y´s Men´s Club er glade for at sende til Ukraine.