Julekalenderen er med en ny bagside med QR koder, der leder frem til forskellige julefilm
Så er tiden inde til at sikre sig en af de populær Y´s mens julekalendere, der vil blive en del af morgenaktiviteterne i mange hjem i de første 24 dage af december måned. Der er i år 575 stk. til salg i Aulum-Haderup området, hvilket betyder, at der vil være 8 gevinster her i området. Gevinsterne kan afhentes ved Købmandsgårdens genbrugsbutik i åbningstiden frem til 15. januar 2026.
Som noget helt nyt og spændende er julekalenderens bagside i år med QR kode, der leder frem til forskellige julefilm. F.eks. er der 4 adventsfilm med snapper og Topper, Gumles jul med bedstefar mv.
Det er Haderup FDF, KFUM Spejderne i Hodsager og KFUM og KFUK i Aulum, der sørger for at julekalenderne bliver solgt. Prisen er kr. 50,- pr. stk.
”Vi er glade for det gode samarbejde, vi har med de 3 foreninger omkring salget, og så giver det dem samtidig mulighed for at tjene en ekstra skilling til deres gode foreningsarbejde” siger Ejvind Dahl fra Aulum Y´s Mens Club.
Køberne af kalenderen kan i år glæde sig over den farverige forside med karikaturtegninger af bl.a. kongefamilien, politikere og andre kendte personer.
Forsiden er tegnet af den kendte tegner og illustrator Bob Katzenelson, som er kendt for at lave satiretegninger, der kalder smilene frem!
Køberne af Y’s Men’s julekalenderen har chance for at vinde et gavekort á kr. 200,- bag hver af de 24 låger. Herudover er der mulighed for at deltage i lodtrækning om 10 ekstragevinster ved at gætte en kendt julesang, som dannes af en verselinje ved at sætte 24 bogstaver sammen fra bagsiden af lågerne.
Y´s Mens klubberne i Danmark er en international organisation med lokalklubber over hele landet. Klubberne har nær tilknytning til KFUM & K og andet kirkeligt børne- og ungdomsarbejde og støtter socialt og humanitært arbejde både i Danmark og i udlandet.